Da der i 1935 opstod en tanke fra tyrkiske sproghistorikere om at alle verdens sprog måtte stamme fra ét grundsprog, blev man klar over at også det tyrkiske sprog var tæt forbundet med dette. Kemal Atatürk sluttede sig til tanken, som også gik ud på at tyrkerne måtte være efterkommere af verdens ældste kulturer. Derfor konstruerede Kemal en tyrkisk historie som gik imod den muslimsk/osmanniske periode, som han mente kunne betragtes som en uheldig parantes. Denne historie fik tyrkerne til at føle større national stolthed og skabe en identitet, og Atatürk blev således den der bragte landet tilbage på den rette vej.
Da Atatürks storhedstid faldt sammen med perioden for statsdannelser i Europa, heriblandt Stalin i Sovjetunionen og Mussolini i Italien, ville mange finde lighedspunkter mellem Atatürk og især Mussolini. Hos dem begge kan man iagttage den ekstreme nationalisme, det selvglorificerede historiesyn og den autoritære ledelsesstil.
Forskellene er dog også at se: Atatürk var tilfreds med det han havde opnået og stræbte ikke efter ekspansion. Han hyldede demokratiske principper og hadede at blive kaldt diktator. Problemet var, at han ikke rigtigt forstod hvad demokrati går ud på. For eksempel bad han sin gode ven Ali Fehti, om at danne et oppositionsparti. Da Fehti blev mødt med stor begejstring i befolkningen, og oppositionspartiet blev et reelt oppositionsparti, resulterede det i at Atatürk skyndte sig at få Fahti til at trække sig tilbage og opløse partiet.
Maiken, Mette og Cecilie
Maiken, Mette og Cecilie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar