I store dele af Afrika og Asien var man stadig under europæisk
styre, men kolonimagterne var efter Anden Verdenskrig (1945) svækkede og havde
derfor svært ved at opretholde kolonistyret. Dette resulterede i, at mange
kolonier blev selvstændige efter kun 15-20 år. I Sydamerika så det lidt
anderledes ud, da de havde haft selvstændighed i flere år. De havde et
samarbejde med USA, hvilket gjorde at lande som f.eks. Chile og Brasilien havde
nyere teknologi til at producere våben til dem. Samarbejdet fortsatte efter
krigen. Det var dog ikke alle lande i Sydamerika, som klarede sig lige godt, da
nogle satsede på landbrug og minedrift.
I Asien var situationen mere kompliceret. Nogle valgte at gå
fra kolonistatus til selvstændig stat, f.eks. Burma og Kina, som isolerede sig
fra verdensøkonomien (de gik efter en selvforsynende-strategi). Hvorimod lande
som Taiwan, Singapore, Indonesien og Indien valgte en mere åben økonomisk
strategi.
De britiske kolonier i Afrika prøvede at skabe en lokal
elite for på den måde at gøre dem mere klar til selvstændighed. Storbritannien
ville fortsætte et samarbejde, som allerede eksisterede i Canada og Australien,
der blev kaldt "Commonwealth".
Frankrig gjorde det på en anden måde en Storbritannien. De ønskede,
at kolonierne blev en del af det franske imperium, hvilket resulterede i en
mere blodig afkolonisering. Det vil sige, at der var store forskelle på
kolonimagternes måder at afkolonisere; nogle gik det godt, andre ikke. Hvilket
er en faktor til Afrikas nuværende økonomi.
Hilsen gruppen indeholdende Mette, Katrine, Caroline, Mathilde og Nikita
Ingen kommentarer:
Send en kommentar