Jøder og
kristne fik en særstatus blandt muslimerne frem for andre troende, fordi de
havde fået budskab om guds ord gennem biblen og toraen. f.eks. fik mongolerne
ikke en særstilling, da de havde en form for kinesisk tro. Det at de havde fået Guds ord i henholdsvis
biblen og toraen gjorde at muslimerne accepterede dem, og derved gav dem
særstilling. Grundet dette blev der skabt en form for fællesskab og i et vis
omfang fik kristne og jøder selvstyre under deres egne religiøse ledere. Denne ordning for de
religiøse fællesskaber inklusive det muslimske fællesskab kaldes millet-ordningen.
Nogle historikere mener at millet-ordningen udviste tolerance blandt muslimerne, som accepterede folk med andre religioner.
Andre historikere mener derimod, at ordningen var et redskab til at undertrykke
ikke-muslimer og udstøde dem som andenrangs borgere. Hvis man vælger at tro det
sidstnævnte, punkteres den ellers almindelige opfattelse af det osmanniske
samfund som et multi-kulturelt og tolerant samfund som stod i modsætning til de kristne
europæiske samfunds hårdhændede politik overfor det religiøse mindretal.
Der er dog også en sidste mulighed, nemlig at millet-ordningen var et udtryk
for en ganske pragmatisk holdning opstået pga. sultanens ønske om at styrke de
diplomatiske, handelsmæssige og kulturelle alliancer. En politik overfor
ikke-muslimer som skulle forsone dem, skabe ro og stabilitet for at fremme
handel og skibsfart og derved øge skatteindtægterne.
Millet-ordningen
medførte i hvert fald at europæiske jøder fra blandt andet Spanien og Portugal
valgte at søge ly i Det osmanniske rige. De slog sig ned i Istanbul, Bagdad,
Damaskus eller Cairo. Senere hen, fra 1500-tallet, flygtede mange tyske,
tjekkiske og franske protestanter ligeledes fra religionskrigene og
katolikkernes overgreb til Det osmanniske rige.
Af Katrine, Maiken, Mette og Cecilie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar